Det er blevet den tid på året, hvor simre mad kommer til sin ret. Så i weekenden skulle den stå på svinekæber i Römertopf stegesoen. Mange er ikke bekendte med svinekæber, for de er vel mest kendte for noget, der anvendes i sylte. Langtidstilberedes kæberne giver det noget af det mest møre kød.
Denne opskrift er med rødvin, men vinen kan erstattes med øl eller helt undlades.
Ingredienser (4 personer):
1 kg svinekæber
1 liter kalvefond
1/2 flaske rødvin
4 gulerødder (evt. andre rodfrugter)
1 porre eller 2 løg
2-3 fed hvidløg
1 kvist frisk rosmarin
2-3 kviste frisk timian
2-3 laurbærblade
fløde til saucen
mel
salt og peber
Forberelse: 15 minutter
Tilberedning: 2,5 timer
Tænd ovnen på 150 grader. Skræl og skær rodfrugterne i grove stykke. Puds de værste hinder og sener af svinekæberne. Lav en blanding af mel, salt og peber, og vend kæberne heri. Varm en pande med lidt olie. Brun svinekæberne på begge sider. Tag kæberne af pande og læg dem i stegesoen.
Kom gulerødder, porre, krydderurter og hvidløg i stegesoen. Det er ikke nødvendigt og skrælle fedene, jeg plejer og kvase dem let med hånden og komme dem hele i. Tilsæt rødvin og kalvefond. Det er måske ikke nødvendigt og tilsætte al fonden. Indholdet i stegesoen skal være dækket. Sæt låget på stegesoen og sæt den i ovnen.
Efter to timer tages stegesoen ud af ovnen. Tag svinekæberne op og læg dem til side. Hæld det øvrige indhold fra stegesoen over i en gryde. Kog indholdet i fem minutter og si det herefter. Kom fonden tilbage i gryden og reducer den, til den har den ønskede smag. Tilsæt fløde eller jævning, og lad saucen koge op. Kom svinekæberne i saucen og lad dem varm igennem.
De dejlige møre Svinekæberne serveres med kartoffelmos og groft brød.
Hvis du ikke har en stegeso, kan du sagtens lade retten stå og simre i en gryde på komfuret i stedet.
Ingen kommentarer